Min forlængede juleferie del 1 - Missionærkonference, Safari og Barnedåb

Besøg af Kristine Bodilsen 

Min juleferie begyndte allerede d. 10 december, i hvert fald fra Soma Biblia, og jobbet som bogvolentør. Den 10 kom Kristine Bodilsen til byen, og når man får så fint besøg fra Danmark, så må man heller også søge for at hun føler sig velkommen. Derfor havde Charlotte og jeg lavet et fint program for Kristine så hun kunne se og opleve de vigtigste ting der er beliggende i Iringa, så som Bibelskolen, sprogskolen, Soma Biblia og bare byen og livet der. Vi var blandt andet også ude og spise ugali, som hun klarede rigtig godt set i betragtning af det var hendes første gang.

De varme egne

To dage efter d. 12 gik turen så til de varme, uudholdeligt varme, egne. Nærmere Bagamoyo nord for Der er Salaam, hvor vi skulle have missionærkonference sammen med alle de DLM udsende missionære. Konferencen skulle holdes der på Bomani, som er et afslappende sted, der ligger helt ud til vandet, et rigtig afslappende sted, helt idylliske midt i den virkelige verden. Hvis ikke det var fordi det kostede en gennemblødt t - shirt hver gang man skulle gå de små 50 skridt fra standen til opholdsstedet, pga. varmen, ville det have været helt perfekt.
På konferencen skulle Charlotte, Daniel Munk, søn af taleren, på konferencen Ulrich Munk, Daniel er samme alder som Charlotte og jeg, stå for børneprogrammet. Programmet indeholdete lidt af hvert bibeltimere, skuespil, lære lokal dans, spil, lej, konfektbagning, kagehusbygning og selvfølgelig til sidst men ikke mindst badning.
Det tog selvfølge ikke ret langt tid før jeg var bedste venner med både store som små. Specielt Neema, datter af Simon og Inge-Marie, fik hurtig et godt øje for mig. ;-) Det der med små børn er noget der kommer lidt af sig selv, når man selv har fem søskende,  som man elsker virkelig højt og elsker at bruge tid med. Dog fik jeg en lang næse senere, da Benny pludselig blev Neemas nye yngling. Alt i alt var konferencen en go oplevelse for alle lige fra børn til forældre. Efter hvad jeg hørte var bibeltimer og især bedemøderrne for de HELT voksne rigtig gode.
Min egen store succes indtrådt da vi unge lykkedes med at klatre op i et baobab træ.

Derefter gik turen ellers til Dar d. 17, for at være der et par dage, også tilbage, hjem til Iringa.

Safaritur til Ruaha Nationalpark 

Den 20 om morgenen gik turen så ellers til Ruaha Nationalpark sammen med Robert og familie og Daniel og hans forældre.
Dette var min allerførste safaritur overhovedet, og jeg fik for første gang lov at se vilde impalaer , kuduer, elefanter, giraffer og krokodiller, på nær hold. Simba gad ikke vise sig. Fantastisk hyggelig tur, med alt hvad den nu indeholde.
Lille note: En elefant er et fantastisk dyr.

Barnedåb

Dagen efter, d. 21 tog vi i en lokal kirke derude, hvor vi overværede dåben af hele 7 mennesker, et barn og 6 unge. Bagefter var vi inviteret med til festen hos en tidligere evangelist, Stefano, som har arbejdet en del sammen med Carsten Rahbek, den tidligere muva missionær, før Benny. Stefanos barn blev nemlig dømt, og da Robert også har arbejdet lidt sammen med Stefano tidligere, blev vi inviteret med. Jeg havde en dejlig dag, og faldt også i snak med nogle af de andre evangelister og præstestuderende der var med der. Dette kunne kun lade sig gøre, da mit swahili er ved at blive så godt så jeg kan begå mig på flere områder end bare mad, bibler, pikipiki ture og at hilse. Så det må i meget gerne takke for, og tak for forbønnen på dette område.
En af dem der var med nævnte på et tidspunkt at han var rigtig glad for at se Roberts børn løbe rundt og leje som børn nu engang gør, på præcis samme måde som hans børn løber rundt og lejer derhjemme. Og som han så sagde bagefter "Wanatufautiana ni rangi tu." Deres forskel er kun farven.

Det kan godt være man bliver meget anderledes som voksne om man er vokset op i Danmark eller Tanzania, men som børn starter vi alle det samme sted, inden kulturen bider for godt fast under vores hud.

Billeder kommer lidt senere, når jeg kommer hjem fra nuværende bogtur.

Bedemmer 

At min nuværende tur må gå godt. Specielt at regnen ikke må forhindre os i at sælge den en bog til den der lige står og mangler den i sit liv.
Min søster Anettes tur herned i vinterferien for at besøge mig og se en brøkdel af Tanzania. At Gud må passe på hende på rejsen og at hun må få en go oplevelse og vi må få nogle hyggelige stunder sammen hernede.

Min første bogtur med Kipapi

Som jeg nævnte i sidste blogindlæg. (Som er fra november måned af) Var jeg på daværende tid på bogtur til Njombe - Songea - Tunduru. Nok den flotteste del af Tanzania, som jeg rammer på mine bogture.

Turen gik rigtig godt og vi fik solgt masserer af bøger og bibler. Turen fra Songea til Tunduru og tilbage igen af samme vej, er en tur på 520 km uden deciderede kunder, hvilket vil sige den del af turen udelukkende var det vi kalder en missionstur.

Den røde linje er vejen vi kørte frem og tilbage.

Turen til Tunduru

På turen på vej til Tunduru er der ikke meget menneskeligt liv at se. Vejen består af 60 km' asfalt og derefter 200 km jordvej. Store dele af denne vej køre man på en midlertidig vej, fordi den rigtige vej er ved at blive lagt om til asfaltvej, hvilket i sig selv er godt nok, men faktum er at hvis man laver en rigtig fin vej af jord, der er fin lige, også ikke putter asfalt på inden regnen kommer, ja så har du et mudderhul at køre i, plus du skal til at lave dit arbejde om igen efter regntiden. Sådan er det desværre mange steder i Tanzania, hvilket giver megen dobbelt arbejde. Eller trippelt hvis der går et år mere med samme fejl. Men regnen var heldigvis ikke begyndt på daværende tidspunkt. 

Jordvej de næste 200 km here we come

Men hvis man ser bort fra vejbyggeriet så er det en tur, der er hver at tage, bare for turens skyld. For det første så er det feeee at køre på jordvej, når man rent faktisk har det rigtige udstyr, hvilket vil sige en Land Cruiser, den triller bare stille og roligt derudaf :) Desuden går vejen tværs igennem et kæmpe uberørt skovområde som er helt unikt.

Udsigten fra vejen til Tunduru, som mere eller mindre følger toppen af en "bjergkæde". Smukt, tænk dette på godt 150 km

 En af de få små landsbyer på vejen

På vejen dertil stoppede vi kun ved en kæmpe compound  midt i ingenting, hvor der ligger en primary school, secondary school, sygeplejeske skole, kirke og bibelskole. Vi fik fat i nummeret på ham der stod for deres bogbutik til bibelskolen, så vi kunne mødes når vi kom forbi igen på vejen tilbage.

Da vi langt om længe ramte Tunduru brugte vi så yderligere to timer på at finde et gæstehus, hvor vi kunne sove, og hvor bilen også kunne stå sikkert. Det tog så lang tid fordi, at Tunduru er en by besøgt af mange rige, der er interesseret i Gems (Ædelsten) af forskellige slags. Da disse kan findes i undergrunden af Tunduru.

Dagen efter besøgte vi alle kirkerne i området, og fik deres oplysninger, så vi til en anden gang, vil kunne tage turen dertil, hvor folk allerede vidste vi kom og derfor vil have gemt penge til at købe bøger for.  Og derved også gøre navnet "Soma Biblia" kendt i et nyt område. Turen gik næste morgen tilbage til Songea, kun med et stop ved Bibelskolen undervejs. Vi solgte for 800 tusinde shillings kun i bøger, ingen bibler der, hvilket var helt fantastisk, at møde mennesker som var helt klar over, hvor vigtig det er at have bøger der hjælper med at forstå biblen eller hjælper med en bestemt udfordring i livet som kristen.

Alle de bøger vi solgte til en værdi af 800 tusinde

 Guds smukke natur

Vi fandt denne mindesten på vejen, et sted hvor der er mange sving, til minde for alle de mennesker der omkom her, da to busser begge kom i det samme sving. Mange Muslimer og Kristne døde her, sagde Kipapi.

 Kipapi igang med at sælge bøger i Njombe by

Solnedgang set fra Njombe

SYG :(

På tilbagevejen til Iringa den tredjesidste dag, fik jeg desværre problemer med maven og var nødt til at tage hjem næste morgen, før tid, da en dag i varmen uden mulighed for at indtage og holde på nogen form for væske, giver en forfærdelig hovedpinde i de efterfølgende dage. Men dette er også min første og indtil videre eneste gang jeg har haft problemer med maven hernede.

Til min store held, så blev jeg taget godt af da jeg kom tilbage til Iringa, venner er fantastiske.