Modtag Guds rige som et lille barn

Sandelig siger jeg jer Den der ikke modtager Guds rige som et lille barn kommer slet ikke ind i det. Luk 18.17

I April måned var jeg på en bogtur der bl.a. gik til Kyela, hvor jeg var så heldig at møde Viki.
Da vi havde været til Gudtjeneste i den Lutherske kirke og solgte bøger ligesom vi plejer. Blev vi spurgt om vi ikke lige vil komme forbi en ældre herres hus, da han havde en butik og gerne vil købe nogle bøger. Så det måtte vi jo nok hellere så. Så efter lidt snak frem og tilbage, og fremvisning af en masse af de nye bøger vi havde med os, skulle vi til at finde den samlede pris. Det kan være svært i sig selv, da mange små beløb godt kan fare vild på lommeregneren. Men vi gør nu altid vores ypperste.
Da vi var ved at finde de sidste bøger kom den ældre herres datter med et barnebarn, som Bibi na Babu (Bedstemor og Bedstefar) skulle passe resten af dagen. Vi havde ikke travlt da det var søndag, så jeg tog mig tid til at have det lidt sjovt med hende. Nu er jeg så heldig at jeg har fem små søskende derhjemme, så at have det sjovt med dem, eller andre børn er en central del af mit indre. Så jeg nød at have det sjovt med hende.
Mange børn vil være lidt bange, men ikke Viki hun nød mit samvær. Efter at have solgt en masse forskellige bøger, hvilket gør mig rigtig glad, når det sker. Vi skulle til at køre, da Viki satte sig i bilen, og da Hayeli, min kollega spurte” Tunaenda Wote” (Tager vi alle afsted sammen?) Og hun svare med at stort smil: ”Ndio” Så min gode veninde Viki var klar til at tage med Hayeli og jeg, men den gik jo ikke helt.

Viki og jeg fra første gang vi mødes

Dagen efter kom vi til deres butik og jeg fik mig en lille snak med Viki og tog et billede. Eller retter hun snakkede og jeg lyttede, det var en meget sjov historie, men børnetale på dit tredje sprog kan være svært at forstå.

Pt. Befinder jeg mig på min sidste bogtur hernede i Tanzania. Turen er på 21 dage. Vi har været en tur i Kyela, og nu går turen stille og roligt mode Mpanda, som ligger sådan ca. lige ud fra midten af Tankanikasøen i det vestlige Tanzania.
Turen til Kyela denne gang blev et glædeligt gensyn med Viki. Hun havde åbenbart stor tillid til mig, for søndag da jeg var i kirke kom hun og gav mig et kram, hvor jeg så kunne give hende et eksemplar af billedet fra sidste tur som også gik til Kyela.

Fra denne tur, gensyn med Viki.

Vikis store tillid til mig, en helt fremmede som hun ikke aner noget om, fik mig til at tænke på Luk 18. 15 - 17. Jesus og de små børn. Jesus siger: ”Lad de små børn komme til mig, det må i ikke hindre dem i for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den der ikke modtager Guds rige som et lille barn kommer slet ikke ind i det.”  
Når børn først har fået tillid til en person, så er det ikke en begrænset tillid, nej så er det en oprigtig 100% tillid. Sådan skal vi også tage mod Guds rige, vi skal ikke bare stole på det med det ene ben, også have det andet ben i den anden lejer. Nej det er 100% tillid til at Jesu offer på korset er nok. DET ER DET ENESTE DER FRELSER. Når vi husker det og udlever det, stoler på det, og ikke på verden eller vores egen dømmekraft så kan Gud arbejde med os, bruge os til det han vil og ikke det vi vil med vores egen forstand.
Bed for en oprigtig tillid til Jesus, hvis du ikke allerede har det. Lad os bede om Guds vilje i vores liv, planer, helbred, venskaber, tro, familie, omgivelser. I hver eneste del af vores tilværelse.
Men denne bøn skal kun bedes når du er klar til det, for Guds plan er tit ikke vores plan. Bøn er ikke bare noget man skal smide rundt med fordi en eller anden siger bed og det eller det. Nej, for tænk hvis det gik i opfyldelse.

Viki i fyld gang med at fortælle en sjov historie, med fakter og det hele.

Bedeemner:
Guds arbejde gennem Soma Biblia.
Mine sidste uger hernede i Tanzania, at Gud må passe på mig.
Bogturen, som jeg er på nu, lad ham køre bilen til de steder vi skal til.
Guds vilje i Soma Biblias arbejde.

Min forlængede juleferie del 2 - Besøg fra Kipili, Kilimanjaro climb

Langt om længe kommer anden halvdel af min Juleferie, med billeder og video, som var fuldstændig nødvendigt til dette emne.

Resten af december måned kom til at gå med hygge med venner, og med Charlotte og hendes familie som kom på besøg efter konferencen, og som også var med til den store danske juleaftens fest hos Iben og Benny d. 24.

Efter en dejlig afslappet julehøjtid havde jeg nogle få dages arbejde over nytår, hvor vi bl.a. skulle have den store optællingsdag, hvor alt på lager og i butikken skulle tælles op inden salget igen kunne begynde den 1. januar.

Besøg fra Kipili

Da jeg tidligere i 2014 havde været en tur i Kipili, kunne jeg jo også forvente et besøg den anden vej. Dette besøg indtrådte så d. 2. januar, hvor Mads, Simon og Signe kom på besøg en lille uges tid. Alle var BDM volontører i Kipili tidligere. Planen var at Mads efter nogle dages besøg skulle tilbage til Kipili og arbejde, mens Simon og Signe derimod var på deres tur tilbage mod Danmark, med nogle stop hist og her undervejs. Som i også vil læse mere om senere i afsnittet.

Simon bode her i Iringa som dreng, da hans far var skoleleder på den danske skole i Iringa, i dens storhedstid, hvad angår antallet af børn. Derfor fik vi jo nogle af hans barndoms minder med alt fra kaninopdræt til firbens jagt, med slangebøsse.

Lørdag tog vi sammen ud til volleyball, hvor jeg for første gang siden jeg forlod Danmark, rigtig fik spillet noget bold. Skønt at stå i den situation, at man må se sig selv udspillet og bare må op på hesten igen, og gøre det bedre næste gang J 

Efter nogle hyggelige dage sammen med dem i Iringa skiltes vores veje. Mads hoppede på en bus tilbage mod Kipili, mens Simon, Signe og jeg tog bussen fra Iringa til Moshi, da vi nemlig havde aftalt en fælles tur til toppen af Kilimanjaro. Fra d. 8 til d. 13. januar.

Kilimanjaroturen i dagbogsform.

Onsdag d. 7. januar

I dag stod vi op omkring klokken 9 efter en tiltrængt nats søvn pga. de 13 timer i bussen fra Iringa til Moshi, men og stå op til synet af Kilimanjaros sneklædte top ud af vinduet fik de store smil og sommerfuglene i maven. Fire ½ dage fra nu af vil vi forhåbentlig stå på toppen af Afrika.

Dagen kom til at gå med udlejning af udstyr til turen, da vintertøj ikke lige er det man tænker på at tage med til Tanzania når man tager hjemmefra.

Bagefter stod den på pakning til morgendagens strabadser.

Vores udsigt fra hotelvinduet

Dagens videoopadetaring 

Torsdag d. 8. januar

Dagen i dag begyndte med en dejlig omgang morgenmad inden vi blev hentet på hotellet og kørt til foden af Kilimanjaro ved Marangu gate, hvor selve gåturen begyndte.

Dagens video opdatering ved forden af Kilimanjaro.

Klar til opstigning ved Marangu gate

Selve gåturen i dag foregik det meste af vejen i Regnskov, som ellers ikke er det man ser mest af i Tanzania sådan generelt set.

Dagen i dag var en dejlig dag, hvor vi kunne gå stille og roligt, de tre timers tid vi skulle gå op til første camp i 2720 meters højde. Vi gik og hyggesnakkede hele vejen der op ad. De to første timer gik jeg udelukkende og snakkede med vores assistentguide ”God is good” (Godi) som var meget begejstret over at vi kunne snakke kiswahili, så han ikke behøvede at snakke engelsk til os. Normalt sagde han at han havde mange tysktalende med opad, og de havde generelt ingen kiswahili og kun dårligt engelsk. Derfor var det for vores to guider en helt omvæltning at vi rent faktisk kunne gå og hyggesnakke med dem, og få vendt forskellige emner, lige fra bjerget og naturen, til det mere seriøse, hvad sker der egentlig efter livet her på jorden. To meget frisk og rare fyre på 21 og 22 år.

Her ses vores to guider, Godi med rødt tørklæde og Simon på stenen.

Når turen går gennem regnskov møder man lidt af hvert.

Madpakketid med fantastiske kyllingburger

Tætter på naturen kommer du ikke

Sikkert ankommet til Mandara Hut i 2720 meters højde, sammen med Godi

                            

Vi var så heldige vi kunne sidde og spise eftermiddags snack, bestående af popcorn og kaffe i bar mave her i solen.

Efter en lille pause, hvor vi ventede regnen ud, gik turen lidt højre op, for at vende os til fysiks udfoldelse i højden. Da vi kom lidt højre op og ud i det fri, var første gang på turen, hvor jeg følte mig rigtig hjemme, for man kunne mærke vinden plus det var køligt, da det lige havde regnet før vi gik derop i dag. Men det skal vi nu nok komme til at mærke mere til længere oppe. Simon vores Guide nr. 2 sagde det normalt var mellem -15 og -25 grader på toppen.

Billed fra det krater vi gik op til for acclimatation (vende sig til højden) i dag

Fredag d. 9. januar

I dag gik turen fra Mandara Hut til Horombo Hut, hvilket var en fem en halv times gåtur på 11 km. Alt i alt er vi kommet 1000 meter højre op af bjerget, men selve turen gik rigtig meget lige ud ad og stille og roligt op ad.

På vej mod Horombo Hut, nu over trægrænsen 

Det blev endnu mere koldt på vejen i dag, men det hjalp når tågen lige forsvandt og solen kom frem, vejret skiftede meget i dag.

Lille status opdatering undervejs. 

Da vi kom til Horombo nød vi udsigten og det dejlige vejr med solskin, nyder at det stadig er muligt at gå rundt i bare tær og nyde livet i fulde drag.

Sikkert ankommet til Horombo Hut.

Super go mad her til aften. I eftermiddags fik jeg mulighed for at snakke med en Svensker der også var på vej op af bjerget. Præcis samme tur som os, bare en dag foran. Hyggelig fyr, og fedt at møde en helt fremmede også alligevel efter kort tid kunne snakke om nogle meget vigtige emner, når det gælder himmel eller helvede, liv eller død.

Signe have i dag lidt hovedpine, pga. højden, men ikke det helt store. Det betyder bare det er vigtiger at holde sig varm og få sovet/hvilet nok.

Mit bedste lån, en dejlig varm hue, også endda med en fantastisk farve. Tanzania style FTW.

Udsigt over Moshi by, er kun muligt at skimte byen om dagen, men her om natten var den meget tydelig

Lørdag d. 10. januar

I dag blev en lidt anderledes dag, da vi ikke skulle videre til næste camp, men derimod bare skulle gå 500 højdemeter op også ned igen, for at lade kroppen vende sig til højden.

Super dejlig start på dagen med morgenmad i den dejlige sol, og med spektakulær udsigt til Kibo (Kibo er det selve toppen hedder, der hvor der er sne.) Og Mwenzi den lille top man altid ser til højre for den store på billeder og malerier. Det højeste sted man kan se herfra hedder Stella Point, og ligger ca. 1 times gang fra Uhuru Peak, som er Afrikas højeste punkt. Vores MÅL.

Dagen startede egentlig fint nok ud med solskin, udsigt til Kibo og godt vejr, men da vi kom til zebra rock 300 højdemeter over campen begyndte regnen desværre.

Zebra Rock lige inden vi fik vores nok tiltrængte bad på resten af turen op og ned i dag

Mwenzi peak, bare 10 sekunder før var der helt klart deroppe

Da vi kom tilbage var vi heldige at få varm kakao og kaffe, for at vi kunne få varmen igen efter vores tøj var blevet vådt på dagens gåtur.

Dagens opdatering, med masser vådt tøj, der skal blive tørt i en hytte uden varme.

Signe havde det knap så godt på vej op i dag, men det må vi håbe forsvinder inden det for alvor går løst i morgen og i morgen nat.

Søndag d. 11. januar

I dag startede dagen igen rigtig godt ud med en skøn udsigt og friske mennesker. Den første del af turen til Kibo Hut gik rigtig godt, og vi var halvvejs højdemetermæssigt allerede efter halvenden time, men stadig med et godt stykke endnu før vi ramte Kibo.

Internetcafe på vej mod Kibo.

Tid til sjov og smil, her demonstrerer vi hvordan rednings personalt løber alvorligt syge folk ned i en fart.

Gruppen med Alpine ørken i baggrunden. Her finder man ikke et træ eller en busk, hvis man skal træde af på naturens veje, man finder en sten.

Ca. halvvejs begyndte det at regne, og vi havde endnu ikke fået spist vores madpakker, så det blev vi nødt til at gøre i regnvejr og med frosne finger, da energi er meget vigtig når man bestiger et bjerg.

Endelig fremme ved Kibo Hut godt brugte og med frosne hænder, efter middagspausen i regnvejr.

Efter et par timers afslapning i sengen, og med en dejlig omgang te, kunne vi så gå ud og se dette smukke syn, toppen af Mwenzi over skyerne.

En så unik og smuk skabning midt i det barske ingenting.

Dagens video opdatering

Omkring klokken fem var det så på hovedet i seng, efter aftensmad, for at være klar til det sidste stykke op ad, klokken 12 i nat.

Mandag d. 12. januar

Dagen i dag, startede meget tidligt, med afgang fra campen klokken 2400 midnat. Fra Kibo Hut til Uhuru Peak, i 5895 meters højde, er der ca. 6 timers gang i meget stille og roligt tempo, da der også kun er 6 kilometer derop alt i alt. På vejen er der to punkter, hvor nogle af de første bestiger, har vendt om. Gilman’s point i 5681 meters og Stella Point i 5756 meters højde.

Turen gik op fra base camp, Kibo hut mod Gilman’s point stille og roligt, der er en meget stejl skråning at gå på, så turen går zig-zag op ad så langsomt som det overhovedet er muligt. Det er nemlig sådan at når man er så højt oppe og det er koldt så må man ikke sætte sig og hvile mere end 30 sekunder af gangen. Det fik vi gjort meget klar da vi i forgårs fik at vide at der var en porter på en af de andre ruter der var død, fordi han var blevet træt og havde sat sig ned lidt. Så turen gik stille og roligt opad, men det var tydligt at mærke at musklerne manglede energi, både pga. den manglede O₂ her oppe i højden, og det faktum at man simpelt hen ikke kan spise ret meget uden af få det dårligt heroppe. Efter halvanden times gang var jeg klar til at vende om, for jeg havde simpelthen ikke meget energi tilbage. Det resulterede så i at jeg mod min vilje tømte min mave fuldstændig for den smugle mad der var deri, også ikke mindst alt det vand jeg havde indtaget. Denne hændelse gav mig rent faktisk lidt mere energi, så jeg havde mulighed for at fortsætte lidt endnu, og vores guider var meget gode til at opmuntre os hele vejen op.

Da jeg så tredje gang tømte maven, var jeg ved at få nok, og gik og overvejede om det egentlig var det værd at tage resten af turen op, og om det overhovedet ville være muligt for mig. Men endelig efter mellem 5 og 5 en halv timer ramte vi Gilman’s point og jeg var lykkelig. Vi havde fået at vide, hvis man kunne nå dertil, kunne man også komme hele vejen op. Vi fortsatte og kom efter en god halv time til det næste punkt Stella Point, hvor det hele gik op i en højre enhed.

Lige før Stella Point kom dette syn frem.

Solopgangen fra Stella point

Det giver megen energi og være så heldig at opleve en så smuk solopgang over skyerne.

En sjælden chance for et minuts afslapning, med solopgangen. 

Once in a life time experience, at se solopgang på Kilimanjaro. Fik lov at se et lille glimt af hvor stor Gud er. Hans smukke væsen og natur.   

Stella Point ved solopgang.

En go halv time senere ramte vi så toppen af Afrika. Den sidste del af turen var igen virkelig hårdt for mig, da jeg simpelt hen ikke havde mere energi. Det resulterede i af jeg faldt næsten helt i søvn flere gange i gående tilstand, hvilket jeg aldrig har oplevet før i mit liv.

Endelig ramt toppen af Kilimanjaro fuldstændig tømt for energi. 

Helt klart den største fysiske udfordring, jeg har gjort i mit liv. At løbe 32 km til skolernes motionsdag var en gåtur i parken i forhold til dette her.

Mission accomplished, toppen af Afrika, en af mine barnedrømme, øverste på min ”to do liste” nu overstået.

Lige så langsomt som turen gik op, lige så hurtigt går turen nedad.

Her holder vi lige en lille pause på vej ned, allerede i meget bedre tilstand kun 200 meter længere nede end toppen. Smilet er kommet tilbage her :)

Billede der viser hvor stejlt det går nedad fra Gilman’s Point

Efter 4 en halv times gang ramte vi så igen Horombo Hut, i 3720 meters højde. Efter et stop ved Kibo Hut med lidt morgenmad og en time på øjet. I dag da turen gik ned ad var det med rigtig godt vejr, og vi nød det virkelig i fulde drag. Følelsen af succes er stor.

Tilbageblik på Kibo i det fjerne, hvor vi få timer før stod på toppen, med en fantastisk udsigt.

Tirsdag d. 13. januar

Sidste dag på Kilimanjaro. I dag stod vi tidlig op, da vi skulle gå de sidste 18 km ned til gaten, hvor det hele startede for 6 dage siden. Det føles som evighed siden vi startede, der er sket så meget på så kort tid.

Gruppebillede med alle de mand der var med for at hjælpe os.

Så var vi så heldige her til morgen at vores gruppe sang en sang for os for at ønske os tillykke med turen hele vejen til toppen.  

Godt humør og solskin på vej ned i dag på sidste dagen.

Tilbage på hotellet i Moshi, et diplom riger og ikke mindst en oplevelse rigere for livet.  

Bedeemner:

Takke for at Gud han stadig holder sin hånd over mig, og omslutter mig på alle sider.

Tak for at jeg føler mig rigtig godt tilpas herned, nyder arbejdet og alle de små ekstra smil der følger med det.

Bede for et rigtig stort kristen seminar/vækkelsesmøde uge, der er her i Dar es Salaam lige nu, hvor vi er med på sidelinjen og sælger bøger så godt vi nu kan. Der er ca. 20.000 mennesker der har været med hver dag indtil nu.

Tak for sproget, som Gud har lagt i min mund. Dette er en kæmpe hjælp i forhold til arbejdet, og i forhold til at være lidt mere en del af kulturen, selvom farven også er en stor barriere.

Min forlængede juleferie del 1 - Missionærkonference, Safari og Barnedåb

Besøg af Kristine Bodilsen 

Min juleferie begyndte allerede d. 10 december, i hvert fald fra Soma Biblia, og jobbet som bogvolentør. Den 10 kom Kristine Bodilsen til byen, og når man får så fint besøg fra Danmark, så må man heller også søge for at hun føler sig velkommen. Derfor havde Charlotte og jeg lavet et fint program for Kristine så hun kunne se og opleve de vigtigste ting der er beliggende i Iringa, så som Bibelskolen, sprogskolen, Soma Biblia og bare byen og livet der. Vi var blandt andet også ude og spise ugali, som hun klarede rigtig godt set i betragtning af det var hendes første gang.

De varme egne

To dage efter d. 12 gik turen så til de varme, uudholdeligt varme, egne. Nærmere Bagamoyo nord for Der er Salaam, hvor vi skulle have missionærkonference sammen med alle de DLM udsende missionære. Konferencen skulle holdes der på Bomani, som er et afslappende sted, der ligger helt ud til vandet, et rigtig afslappende sted, helt idylliske midt i den virkelige verden. Hvis ikke det var fordi det kostede en gennemblødt t - shirt hver gang man skulle gå de små 50 skridt fra standen til opholdsstedet, pga. varmen, ville det have været helt perfekt.
På konferencen skulle Charlotte, Daniel Munk, søn af taleren, på konferencen Ulrich Munk, Daniel er samme alder som Charlotte og jeg, stå for børneprogrammet. Programmet indeholdete lidt af hvert bibeltimere, skuespil, lære lokal dans, spil, lej, konfektbagning, kagehusbygning og selvfølgelig til sidst men ikke mindst badning.
Det tog selvfølge ikke ret langt tid før jeg var bedste venner med både store som små. Specielt Neema, datter af Simon og Inge-Marie, fik hurtig et godt øje for mig. ;-) Det der med små børn er noget der kommer lidt af sig selv, når man selv har fem søskende,  som man elsker virkelig højt og elsker at bruge tid med. Dog fik jeg en lang næse senere, da Benny pludselig blev Neemas nye yngling. Alt i alt var konferencen en go oplevelse for alle lige fra børn til forældre. Efter hvad jeg hørte var bibeltimer og især bedemøderrne for de HELT voksne rigtig gode.
Min egen store succes indtrådt da vi unge lykkedes med at klatre op i et baobab træ.

Derefter gik turen ellers til Dar d. 17, for at være der et par dage, også tilbage, hjem til Iringa.

Safaritur til Ruaha Nationalpark 

Den 20 om morgenen gik turen så ellers til Ruaha Nationalpark sammen med Robert og familie og Daniel og hans forældre.
Dette var min allerførste safaritur overhovedet, og jeg fik for første gang lov at se vilde impalaer , kuduer, elefanter, giraffer og krokodiller, på nær hold. Simba gad ikke vise sig. Fantastisk hyggelig tur, med alt hvad den nu indeholde.
Lille note: En elefant er et fantastisk dyr.

Barnedåb

Dagen efter, d. 21 tog vi i en lokal kirke derude, hvor vi overværede dåben af hele 7 mennesker, et barn og 6 unge. Bagefter var vi inviteret med til festen hos en tidligere evangelist, Stefano, som har arbejdet en del sammen med Carsten Rahbek, den tidligere muva missionær, før Benny. Stefanos barn blev nemlig dømt, og da Robert også har arbejdet lidt sammen med Stefano tidligere, blev vi inviteret med. Jeg havde en dejlig dag, og faldt også i snak med nogle af de andre evangelister og præstestuderende der var med der. Dette kunne kun lade sig gøre, da mit swahili er ved at blive så godt så jeg kan begå mig på flere områder end bare mad, bibler, pikipiki ture og at hilse. Så det må i meget gerne takke for, og tak for forbønnen på dette område.
En af dem der var med nævnte på et tidspunkt at han var rigtig glad for at se Roberts børn løbe rundt og leje som børn nu engang gør, på præcis samme måde som hans børn løber rundt og lejer derhjemme. Og som han så sagde bagefter "Wanatufautiana ni rangi tu." Deres forskel er kun farven.

Det kan godt være man bliver meget anderledes som voksne om man er vokset op i Danmark eller Tanzania, men som børn starter vi alle det samme sted, inden kulturen bider for godt fast under vores hud.

Billeder kommer lidt senere, når jeg kommer hjem fra nuværende bogtur.

Bedemmer 

At min nuværende tur må gå godt. Specielt at regnen ikke må forhindre os i at sælge den en bog til den der lige står og mangler den i sit liv.
Min søster Anettes tur herned i vinterferien for at besøge mig og se en brøkdel af Tanzania. At Gud må passe på hende på rejsen og at hun må få en go oplevelse og vi må få nogle hyggelige stunder sammen hernede.

Min første bogtur med Kipapi

Som jeg nævnte i sidste blogindlæg. (Som er fra november måned af) Var jeg på daværende tid på bogtur til Njombe - Songea - Tunduru. Nok den flotteste del af Tanzania, som jeg rammer på mine bogture.

Turen gik rigtig godt og vi fik solgt masserer af bøger og bibler. Turen fra Songea til Tunduru og tilbage igen af samme vej, er en tur på 520 km uden deciderede kunder, hvilket vil sige den del af turen udelukkende var det vi kalder en missionstur.

Den røde linje er vejen vi kørte frem og tilbage.

Turen til Tunduru

På turen på vej til Tunduru er der ikke meget menneskeligt liv at se. Vejen består af 60 km' asfalt og derefter 200 km jordvej. Store dele af denne vej køre man på en midlertidig vej, fordi den rigtige vej er ved at blive lagt om til asfaltvej, hvilket i sig selv er godt nok, men faktum er at hvis man laver en rigtig fin vej af jord, der er fin lige, også ikke putter asfalt på inden regnen kommer, ja så har du et mudderhul at køre i, plus du skal til at lave dit arbejde om igen efter regntiden. Sådan er det desværre mange steder i Tanzania, hvilket giver megen dobbelt arbejde. Eller trippelt hvis der går et år mere med samme fejl. Men regnen var heldigvis ikke begyndt på daværende tidspunkt. 

Jordvej de næste 200 km here we come

Men hvis man ser bort fra vejbyggeriet så er det en tur, der er hver at tage, bare for turens skyld. For det første så er det feeee at køre på jordvej, når man rent faktisk har det rigtige udstyr, hvilket vil sige en Land Cruiser, den triller bare stille og roligt derudaf :) Desuden går vejen tværs igennem et kæmpe uberørt skovområde som er helt unikt.

Udsigten fra vejen til Tunduru, som mere eller mindre følger toppen af en "bjergkæde". Smukt, tænk dette på godt 150 km

 En af de få små landsbyer på vejen

På vejen dertil stoppede vi kun ved en kæmpe compound  midt i ingenting, hvor der ligger en primary school, secondary school, sygeplejeske skole, kirke og bibelskole. Vi fik fat i nummeret på ham der stod for deres bogbutik til bibelskolen, så vi kunne mødes når vi kom forbi igen på vejen tilbage.

Da vi langt om længe ramte Tunduru brugte vi så yderligere to timer på at finde et gæstehus, hvor vi kunne sove, og hvor bilen også kunne stå sikkert. Det tog så lang tid fordi, at Tunduru er en by besøgt af mange rige, der er interesseret i Gems (Ædelsten) af forskellige slags. Da disse kan findes i undergrunden af Tunduru.

Dagen efter besøgte vi alle kirkerne i området, og fik deres oplysninger, så vi til en anden gang, vil kunne tage turen dertil, hvor folk allerede vidste vi kom og derfor vil have gemt penge til at købe bøger for.  Og derved også gøre navnet "Soma Biblia" kendt i et nyt område. Turen gik næste morgen tilbage til Songea, kun med et stop ved Bibelskolen undervejs. Vi solgte for 800 tusinde shillings kun i bøger, ingen bibler der, hvilket var helt fantastisk, at møde mennesker som var helt klar over, hvor vigtig det er at have bøger der hjælper med at forstå biblen eller hjælper med en bestemt udfordring i livet som kristen.

Alle de bøger vi solgte til en værdi af 800 tusinde

 Guds smukke natur

Vi fandt denne mindesten på vejen, et sted hvor der er mange sving, til minde for alle de mennesker der omkom her, da to busser begge kom i det samme sving. Mange Muslimer og Kristne døde her, sagde Kipapi.

 Kipapi igang med at sælge bøger i Njombe by

Solnedgang set fra Njombe

SYG :(

På tilbagevejen til Iringa den tredjesidste dag, fik jeg desværre problemer med maven og var nødt til at tage hjem næste morgen, før tid, da en dag i varmen uden mulighed for at indtage og holde på nogen form for væske, giver en forfærdelig hovedpinde i de efterfølgende dage. Men dette er også min første og indtil videre eneste gang jeg har haft problemer med maven hernede.

Til min store held, så blev jeg taget godt af da jeg kom tilbage til Iringa, venner er fantastiske.